Mona og Torkild er levende reklamesøjler for en grønnere fremtid
Virksomheden Vandvagt ApS oplever en stejl vækstkurve, to år efter deltagelsen i vækstprogrammet Next Step Challenge. Rådgivning fra erfarne erhvervsfolk har gjort en stor forskel. Men ejerparrets egen ihærdighed har også spillet en afgørende rolle i deres kamp for en grønnere fremtid.
http://https://youtu.be/TsV0VJOVZfY
Next Step har gjort en kæmpe forskel for os. Det var grænseoverskridende på mange måder. En af de ting, der virkelig fik os til at ændre attitude var, at de sagde til os: I er de bedste sælgere af jeres produkt. I brænder for det.
Sådan lyder det fra Mona Lisa Jensen, der driver Vandvagt ApS i Skinnerup, Thy, sammen med sin mand, Torkild Møller Jensen.
I dag sælges Vandvagt over hele landet til alt fra hoteller og skoler til slotte, landbrug og almene boliger.
Firmaet er gået fra tre til ni medarbejdere i løbet af to år.
Historien om Mona og Torkild er et eventyr. Men først skulle de gruelig meget igennem, før de fik succes med en god idé.
Søren Røn, medejer af rådgivningsfirmaet Next Step Challenge, siger det således:
Mona og Torkild er super sympatiske mennesker, der har udviklet en meget lavpraktisk løsning på verdens problemer. De gør det nemt at forhindre vandspild, og de sælger nærmest produktet alene fordi de selv er en god historie.
Alligevel er den stejle vækstkurve ikke kommet uden en stor portion ihærdighed – og ikke mindste held og hjælp fra de helt rigtige.
Historien om Vandvagt begyndte for 20 år siden, da Torkild søgte og fik patent på en softwareløsning, der skulle sikre styring og overvågning af vandforbrug.
I mange år gik salget stille og roligt – som en bibeskæftigelse ved siden af det firma, der sikrede familiens levebrød, Skinnerup Auto.
Det gik så trægt, at parret selv begyndte at tvivle på, om der overhovedet var et marked for Vandvagt. De fik råd fra forskellige konsulenter og ordninger til støtte for iværksættere. Uden den store effekt.
Men da firmaet blev en af de ni udvalgte blandt 537 virksomheder til deltagelsen i vækstprogrammet Next Step Challenge inden for kategorien energieffektive teknologier blev det en ”game changer”.
Over fem måneder fik Mona og Torkild sparring fra en gruppe af erfarne erhvervsfolk, og de vandt i 2018 konkurrencen med meget flotte skudsmål.
”Denne virksomhed har en skalérbar forretning, der har potentialet til at skabe mange arbejdspladser og vækst i Danmark og endda også i udlandet”, lyder det blandt andet.
Perspektiverne er at bidrage til FN’s verdensmål om rent vand.
Med sådan en begrundelse har man nærmest en forpligtelse til at fortsætte, pointerer Mona Lisa Jensen.
Efter konkurrencen er parret fortsat med at få sparring via et advisory board under Next Step Challenge. De får løbende kritiske øjne på deres daglige arbejdsgange.
Vi har set på alle medarbejdernes opgaver og ansvar. Der er ingen tvivl om, at Torkild er flaskehalsen. Derfor skal vi hele tiden få nogle arbejdsopgaver fra ham, som andre kan gøre, siger Mona.
Seneste tiltag er, at firmaet nu har ansat en medarbejder til at varetage hotline-funktionen.
Vi har jo lært, at teamet er det vigtigste. Det har vi jo set meget på, og derfor er det også nogle skønne mennesker, der kommer. Det er skønt hver dag at møde op, siger Torkild.
Han glæder sig også over, at ægtefællen gennem 37 år er ligeså involveret i firmaet som han selv.
Vi kan gøre det her, fordi vi er fælles om det. Next step-kurset blev også så godt, fordi vi var sammen, pointerer Torkild.
Teknikker til optimering af arbejdsprocesser er sat i spil og har skabt vækst. Sparring fra erfarne erhvervsledere har også haft fokus på, hvordan man positionerer sig på markedet med et unikt produkt – og markedsfører det.
Alle de teknikker, vi har lært, får det til at accelerere. Det er spændende, hvor det ender, siger Mona.
Det er naturligvis en tilfredsstillelse for parret at have taget et kvantespring på to år.
Vi har bevist, at vi kan. Nu er det en realitet, at det kan fungere. Der er en stor forskel i accepten og respekten for det.
Men hvordan finder de energien og lysten til at fortsætte?
Det er en blanding af idealisme og ønsket om at tjene penge på en reel måde.
Vi er jo med til at spare på ressourcerne – og sikre rent drikkevand i generationer frem. Hvis vi kan bidrage med det, vil det jo være alletiders, siger Torkild.
Netop parrets engagement og gåpåmod er egenskaber, som Søren Røn fremhæver i forhold til, at de har en chance for at nå virkelig langt ud med deres produkt.
Søren Røn er slet ikke i tvivl om virksomhedens potentiale for vækst.
Han og det øvrige rådgiver-team mener, det er realistisk at nå 30 medarbejdere på fem år, hvis de formår at opbygge en god organisation.
Det er kun et spørgsmål om, hvor langt de ønsker at nå. Men det er klart, at jo længere de kommer ud på markedet, jo mere fjerner produktet sig fra historien om Mona og Torkild, understreger Søren Røn.
Hvis man spørger Mona og Torkild i dag, er målestokken for succes i fremtiden nok i højere grad bæredygtighed for både klimaet, firmaet og familien mere end ønsket om en ti-dobling af omsætningen.
Vi drømmer om at føre det videre på en ordentlig måde, pointerer Torkild Møller Jensen.
FAKTA
Vandvagt drives af Mona og Torkild Møller Jensen. Parret blev gift i 1983 og driver desuden Skinnerup Auto fra privatadressen, hvor også produktionen af Vandvagt foregår.
Torkild Møller Jensen fik patent på sin opfindelse af software til en elektronisk stophane i 2000. Siden er der løbende tilføjet nye patenter.
I 2018 vandt Vandvagt konkurrencen for energieffektive løsninger under Scale Up Denmark. Dengang var der tre medarbejdere. I dag er ni beskæftiget i virksomheden.
Vandvagt 2020: to sælgere, to montører, to i produktionen, en studerende fra Aalborg Universitet (kommunikation) plus Mona og Torkild selv. Ejerparrets børn og svigerbørn har også relevante faglige kompetencer, der bringes i spil efter behov.
Værd at vide:
Hvis et toilet står og løber med et forbrug på 23 liter over fem minutter, koster det 133.000 kroner om året. Beregn din besparelse.
1,1 mia. kr. om året koster skader på private bygninger i Danmark – heriblandt rørbrud og vandskader (2018).
Tekster af journalist Lone Lærke Krog